Efter at have været syg af kræft i fire år blev 54-årige Christia Maria Jermain Dieserud indlagt på Hospice Djursland. Hun havde selv besluttet, at hun ikke længere ville modtage livsforlængende behandling - hun gad ikke tilbringe sin sidste tid med både at være syg af kræft og kemoterapi.

"Jeg ved jo, at jeg skal dø. Og i den her sidste tid jeg har tilbage, vil jeg gerne være et så helt menneske som overhovedet muligt."

D. 11. december 2016 døde Christia omringet af sine nærmeste.

Det er eftermiddag. Christia har smerter, men hun er glad. Da hun først kom til Hospice Djursland, var det kun på et symptomlindrende ophold - og så havde personalet besluttet, at hun efter det skulle hjem igen bagefter. Men i dag er en god dag. Hun har nemlig fået af vide, at hun kan være her, til det er slut. I det ligger selvfølgelig, at hun ikke har så meget tid tilbage. Det ved hun. Men det er ikke vigtigt lige nu - lige nu er hun bare glad for at kunne få fred og ro.

Tiden går - både på hospice og ude i virkeligheden. På natten til det amerikanske præsidentvalg har personalet vendt skærmen, så Christia kan følge med i resultatet.

Christias søstre Cornelia, Gro og Anne er ankommet til hospice. De sidste to helt fra Norge. De er her for at sige farvel og skrive et brev med Christias ønsker, om hvad der skal ske, når hun er gået bort.

Hospice Djurslands bygning ligger som en stor halvcirkel, hvor alle værelserne har udsigt ud over fjorden og det store træ. Christia sidder ofte her på terrassen. Nogle gange tænker hun, at det ikke er fair, at hun skal dø. Men andre gange føler hun sig klar til det. Igennem sit kræftforløb har hun insisteret på at tale om døden. Og om de følelser, den indeholder.

Christia er indlagt på Aarhus Kommune Hospital. På grund af tumoren har hendes krop ophobet en masse unødigt væske, som presser hendes indvolde så tæt sammen, at hun får smerter. Og lægerne synes ikke, at sådan et problem skal ikke fylde i hendes sidste tid. Og derfor skal hun have en stomipose.

Det er torsdag aften. En uge efter operationen. Cornelia, Gro og Anne er kommet tilbage til Hospice. De har nemlig fået af vide, at Christia er ved sine sidste dage. Hun er i delirium og flyder ind og ud af bevidstheden. Ole og Christias søskende skiftes til at sidde ved hendes side, holde en hånd på hendes pande og snakke til hende. De har fået af vide, at hørelsen er det sidste man mister.
Den efterfølgende dag, klokken 14, dør Christia. Ole var sammen med hende hele natten. Hele formiddagen havde han forsøgt at finde tid til at gå i bad. Da han kom derud, og vandet lige akkurat havde ramt hans tæer, lød der et hårdt bank på døren: "Du bliver nødt til at komme … Nu!". Han løb tilbage. Og 10 minutter efter trak hun vejret for sidste gang.

Senere den dag sidder Ole tilbage på terrassen, som han og Christia så ofte havde gjort før det. De havde ventet lang tid på, at det her skulle ske. Og nu skete det endelig. Og det skete, lige som Christia havde ønsket det.

Dagen efter ankommer bedemanden for at bære Christia over i hendes kiste.

Christia og hendes mand Ole sidder på terrassen foran hendes værelse på hospice. Det handler jo om at nyde hvert et øjeblik, mens hun stadig har energi. De mødtes for 20 år siden - den gang havde de dog begge andre forhold. Et par år efter stødte de på hinanden igen - og nu begge singler. Kort tid efter blev de gift.

Christia og Ole har boet i et hus nær skoven i fie år. En gruppe venner fra vejen er mødt op for at hjælpe med at bære kisten ind i huset.

"Nu er du her. Og snart ankommer din familie og venner," siger Ole til Christia, da bedemanden er gået. Det var et af hendes ønsker at et lille udvalg af mennesker skulle komme forbi og sige farvel i hende stue.

Og de skulle drikke vin. Sådan havde hun nemlig planlagt det. Men ikke blot en hvilken som helst vin. Et par måneder før hendes død havde hun nemlig været i Italien med sin veninde for at finde den perfekte vin til sin begravelse. Og der skulle serveres hendes venindes chili con carne. Og alle skulle hygge sig - det sidste får ind i mellem et smil frem hos hendes gæster.

Christia havde gjort det meget klart, hvem der måtte være der denne dag. Og hendes mor fik lov, på trods af at de i mange år ikke havde set hinanden.

Endnu en nabo kom forbi. Han undrede sig over, hvorfor der pludselig var så meget liv i huset, nu når der ellers havde været så stille de sidste par måneder. Han havde medbragt en gammel rejsegrammofon og ville spille 'Silent Night' for Christia.

Ole har sagt farvel til Christia et utal af gange over de sidste par dage. Men måske er det her den sværeste gang det sker. Det er sidste gang, han kan se hende. Og sidste gang han kan røre hende. For nu har bedemanden lagt låget på kisten.

Nede bagerst i haven var Ole og Christias sædvanlige rygested. Her hvor de sammen plejede at fodre den vildkat, som altid kom forbi. Nu er det op til Ole at fodre den selv.